Sign In
Behandlingsområder og produkter

Glaukom

Glaukom (grøn stær) er en sygdom, der kendetegnes af skader på synsnervehovedet/synsnerven, som medfører en synsfeltdefekt. Trykket i øjet er oftest forhøjet. Der er flere former for glaukom, men fælles for dem alle er, at synsnervehovedet/synsnerven er beskadiget, så der opstår synsfeltdefekter.Glaukom eller grøn stær rammer især ældre. Behandlingen går primært ud på at sænke trykket i øjet til et niveau, hvor synsnerven ikke tager skade.

En film om glaukom

 

Link til download

Hvorfor opstår der skader på synsnervehovedet/synsnerven? 

Årsagen er ikke helt kendt, men det skyldes sandsynligvis forringet blodcirkulation til synsnervehovedet/synsnerven. Den forringede blodcirkulation kan skyldes forhøjet tryk i øjet, men kan også skyldes fx forkalkning af øjets blodkar.

Hvordan opdager man forandringer på synsnervehovedet/synsnerven? 

  1. Lægen undersøger synsnervehovedet.
    Lægen opdager eventuelle forandringer på synsnervehovedet/synsnerven ved at se ind i øjet med en speciel linse.

  2. I en synsfeltundersøgelse ser man, hvor synsnerven er beskadiget.
    Synsfeltundersøgelser sker regelmæssigt for at kunne følge sygdomsforløbet med større sikkerhed. Der findes forskellige synsfeltapparater.

Hvorfor opstår der et for højt tryk i øjet? 

Der er en ubalance mellem kammervæskens produktion og afløb. Kammervæsken dannes i øjets strålelegeme, løber frem mellem linsen og regnbuehinden for derefter at forlade øjet via afløbskanaler i kammervinklen. Når trykket i øjet stiger, skyldes det næsten altid, at kammervæsken har svært ved at passerer afløbssystemet.

Hvordan opdager man, at trykket i øjet er for højt? 

Ved at måle øjets tryk får man at vide, hvad det helt præcist er. Der bruges ofte et applanationstonometer ved trykmålingen. Hos de fleste personer ligger trykket mellem 10-22 mm Hg (kviksølv), men forskellige øjne tåler forskelligt tryk. En del øjne kan være ekstra følsomme, og der opstår skader ved et forholdsvist lavt tryk.

Forskellige former for glaukom 

Åbenvinklet glaukom

Åbenvinklet glaukom er den mest almindelige form for glaukom i Danmark. Ca. 90 % af glaukompatienterne har åbenvinklet glaukom. Sygdommen er kronisk, og som regel udvikles sygdommen i begge øjne, men udviklingen plejer at ske i forskellig takt. Sygdomsforløbet ved åbenvinklet glaukom er langsomt. Forløbet er oftest godartet. Den ramte bemærker som regel intet, før skaden på synsnerven er omfattende.

 

Nogle patienter siger dog, at de har haft en diffus trykfornemmelse i øjet. Personer, som har glaukom, udvikler oftest før eller senere en stigning af trykket i øjet. Øjets trykfølsomhed varierer meget, afhængig af individuelle risikofaktorer, hvor arvelighed, brydningsfejl og almene sygdomme spiller en stor rolle. Det stigende tryk i øjet skyldes et forringet afløb af kammervæske. Da åbenvinklet glaukom er en kronisk sygdom, kræver den livslang opfølgning og behandling.

 

Snævervinklet glaukom

Sygdommen har et hurtigt forløb. Kammervinklen er snæver, og afløbet af kammervæsken ophører mere eller mindre, og så stiger trykket hurtigt. Øjet bliver rødt og meget irriteret. Der opstår store smerter. Tilstanden kræver akut øjenbehandling.

 

Hvem rammes af glaukom? (Åbenvinklet glaukom)

Sygdommen er sjælden før 40-års-alderen, og de fleste tilfælde forekommer efter 60-års-alderen. Hvis glaukom findes i familien (far, mor eller søskende), har man en noget højere risiko for at blive ramt af sygdommen.

Behandling af glaukom 

Behandlingen går ud på at sænke trykket i øjet til et så lavt niveau, at synsnerven ikke tager skade af trykket. Hvis synsnerven er beskadiget, rettes behandlingen mod at bevare den resterende synsfunktion. Der er forskellige behandlingsmetoder til at sænke trykket i øjet. Normalt sænkes trykket med øjendråber.

 

Øjendråber

  • Der findes øjendråber, som hæmmer produktionen af kammervæske.
  • Der er øjendråber, som åbner afløbskanalen.
  • Der er øjendråber, som både hæmmer produktionen og forbedrer afløbet af væske, såkaldte kombinationsdråber.

Dråberne dispenseres i flaske eller som enkeltdosis i enkeltdosisbeholdere.

 

Kapsler/tabletter

Der findes kapsler/tabletter, som hæmmer produktionen af kammervæske.

 

Laserbehandling

Med laserlys udvider man kammervinklens afløbskanaler for at fremme afløbet af kammervæske. Kammervæsken kan dermed nemmere passere fra øjet. Laserbehandlingen tager ca. 10 minutter og er normalt smertefri.

 

Operation

Operationsteknikken indebærer, at man åbner en ny afløbskanal for kammervæsken. Formålet med operationen er at forbedre afløbet af kammervæsken eller at sænke væskeproduktionen.

Hvad bør man tænke på ved glaukom?

  • At bruge sine øjenlægemidler korrekt, dvs. dryppe øjnene som ordineret
  • At overholde aftalte øjenkontroller
  • At øjenlægemidler kan give bivirkninger
  • At fortælle andre læger, at du bruger øjenlægemidler
  • At kontakte øjenklinikken, hvis du har problemer eller overvejelser om dine øjne (øjenklinikken er til for dig)
  • At det er ufarligt for øjnene at læse, lave håndarbejde, se tv, arbejde hårdt osv.
  • At opfordre familien (søskende og børn) til at kontrollere deres øjne, når de når 45-års-alderen